Mistænkt i skudsag anholdt

dato

<br>Den mistænkte, der i går blev efterlyst i offentligheden, fordi politiet satte ham i forbindelse med skudepisoden i Aalborg begået 7. april, er blevet anholdt. <br>

Det oplyser politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Sune Myrup 

Den mistænkte – en ung svensk mand på 16 år – blev anholdt i nat, den 8. april 2026 kl. 01.15. 

Anholdelsen skete i Sverige i nærheden af Helsingborg. 

”Det er et intenst og meget grundigt efterforskningsarbejde, der har pågået siden i går eftermiddags, som nu har ført os frem til, at vi mindre end tolv timer efter skudepisoden – og i et godt samarbejde med svensk politi – kunne skride til anholdelse af den mistænkte person i sagen,” lyder det fra politiinspektør Sune Myrup, der er tilfreds med den hurtige anholdelse:   

”Vi ser selvsagt med stor alvor på skudafgivelse i det offentlige rum, som helt forståeligt skaber utryghed i Aalborg. Derfor er jeg tilfreds med, at vi allerede nu har anholdt en person i sagen, som vi mistænker for at stå bag skudepisoden i Aalborg i går – en alvorlig episode, hvor der heldigvis ikke kom nogen mennesker til skade.”  

De nærmere omstændigheder omkring selve anholdelsen i Sverige eller detaljer fra aftenens intense efterforskningsarbejde kan politiinspektøren ikke komme nærmere ind på, idet efterforskningen i sagen stadig er verserende, men han kan dog oplyse, at den anholdte nu vil blive udleveret til Danmark med henblik på yderligere retsforfølgning. 

”Vi har i den kommende tid et omfattende arbejde foran os i form af yderligere undersøgelser, afhøringer, forhøringer, undersøgelser af tekniske spor og meget mere. Derfor kan vi ikke udtale os yderligere om selve dette arbejde,” siger Sune Myrup, der dog oplyser, at politiet anser skudepisoden for at have en forbindelse til den verserende bandekonflikt, ligesom han pointerer, at politikredsen anvender omfattende ressourcer i efterforskningen.   

”Hele forløbet skal grundigt afdækkes, så vi har et klart billede af, hvad der er sket før, under og efter episoden.” 

Den anholdte unge mand bliver senere i dag, kl. 13.00, fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Retten i Aalborg in absentia – idet det sker med henblik på udstedelse af en arrestordre, således at den pågældende kan blive udleveret fra Sverige til Danmark.  


Søger stadig vidner

Nordjyllands Politi opfordrer stadig vidner til episoden om at rette henvendelse til politiet på telefon 114 – selv mindre oplysninger kan nemlig være relevant for et komplekst og omfattende efterforskningsarbejde. 
 
”Vi har allerede fået mange henvendelser fra offentligheden, som vi sætter stor pris på,” understreger Sune Myrup, der tilføjer, at der i Bispensgade i Aalborg, tæt på gerningsstedet, vil være opstillet en mobil politistation fra kl. 13:00-17:00 både i dag onsdag og i morgen torsdag, hvor man som borger ligeledes kan henvende sig med spørgsmål eller oplysninger i sagen.   

Man kan ligeledes kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006. 

Politiet har ingen yderligere informationer.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi