Nordjyllands Politi melder om forholdsvis gode takter, her sidst på karnevalsdagen. Den mobile politistation lukker ned ved Ansgar Kirke, men der er fortsat mange politibetjente i hele Aalborg.
Nordjyllands Politi har, indtil videre, registreret 17 sager relateret til Aalborg Karneval. Herudover kommer en række sigtelser for lov om euforiserende stoffer. Fra hittegodskontoret er meldingen, at der er indleveret en del mobiltelefoner og andre tabte sager. Herudover har der, i løbet af dagen, været 198 opkald til telefon 114 om stort og småt.
Politiindsatsen fortsætter
Selvom festen umiddelbart er ved at ebbe ud, så er politiet fortsat talstærkt tilstede; uniformeret såvel som civilt. Den mobile politistation, som dagen igennem har holdt ved Ansgar Kirke, lukkede dog ned klokken 21:00.Vicpolitiinspektør Lasse Kragh, der leder politiets indsats, fortæller at arbejdet fortsætter, selvom det tynder ud i festen: ”vi fastholder et højt tryk og er klar på at håndtere de sager der måtte komme. Vi ser generelt at folk er rigtig gode til at hjælpe hinanden derude; det er mange meget unge mennesker, der er ude i aften, så vi opfordrer til, at man giver en hjælpende hånd, hvis nogen skulle mangle sådan en.”
Helikopter på ekstramission
Den helikopter som i perioder har cirklet over dagens karneval, blev først på aftenen kaldt til en hændelse på Mors. Her var en 97-årig mand forsvundet og Midt- og Vestjyllands Politi behøvede assistance fra helikopteren til eftersøgningen. Det var stadig en betjent fra Nordjyllands Politi, som sad i helikopteren, da kursen gik vestover. Efter kortere tids søgen fandt helikopterindsatsen den ældre mand i et moseområde. Betjenten og helikopterens tekniker blev landsat og fik straks iværksat redning; den ældre mand blev pakket ind i et tæppe og blev hjulpet i sikkerhed.
Status fra den fremskudte skadestue
Den fremskudte skadestue er nu lukket ned og har gjort status for dagen.214 personer har været forbi skadestuen, heraf er 65 tilskadekomne blevet sendt videre til Aalborg Universitetshospital. Man fik 74 opkald ude i byen, hvor 35 blev løst af førstehjælpere, mens resten er blevet løst af personale i ambulancer eller patienttransportkøretøjer.