Hele 100 år har den ikoniske ”The Pølsevogn” på Nytorv på bagen, og nu er det tid til et nyt kapitel. Pia Skov, der har forpagtet pølsevognen de sidste 35 år, har nemlig overdraget æren til slagter Morten Nielsen. Han bibeholder ”Dimsen” og alle de andre favoritter, som aalborgenserne er så vilde med. Pølsevognen åbner op for lækkerier igen d. 26. august.
Du har sikkert set den og måske også sat tænderne i en hotdog eller anden delikatesse hos ”The Pølsevogn” på Nytorv?
De fleste aalborgensere kan nikke genkendende til pølsevognen, men nok de færreste ved, at den er ejet af Fonden Børnenes Kontor. Her er formålet med indtjeningen at kunne arrangere ferieophold for børn i Aalborg Kommune.
Du støtter således ikke kun den nye forpagter, hvis du handler lidt til sulten her, men også ferieophold for socialt, økonomisk eller på andre måder udfordrede børn i kommunen.
Ny forpagter og gode tilbud
Det er ikke kun ”The Pølsevogn”, der har kultstatus i Aalborg. ”Dimsen”, den såkaldte anretning med pølsebrød indeholdende flæskesteg, rødkål, syltede agurker og dressing, er også legendarisk.
Morten Nielsen, der er uddannet slagter, kommer nok også til at lange sin del af både dimser, hotdogs og Cocio’s over disken – og mon ikke den nye åbning starter med masser af gode tilbud?