Juletiden byder på andre oplevelser end juleindkøb. For børn og barnlige sjæle er der mulighed for at besøge nissens gemmested i skoven. Få en på opleveren, frisk luft og få brugt din fantasi på én og samme tid.
Anja Hørdum Jensen fra Aalborg har fået en lys idé, der måske kan bringe andre en god oplevelse her i december. En idé, der ikke alene kan gøre en tur i skoven så meget sjovere, men også sætte gang i spændingen og ikke mindst fantasien for håbefulde nisse-entusiaster.
En gåtur i skoven med kærestens 8-årige søn sidste vinter blev startskuddet til dette års nissehule. Dengang var hulen uden rekvisitter, men idéen opstod efter en god omgang nissesnak.
Anja lovede sig selv, at hvis hulen stadig bestod i år, så ville hun bestemt forvandle den til et ægte nissegemmested til glæde og forundring for alle, der måtte komme forbi.
For børn og barnlige sjæle
Skulle du have fået mod på at besøge det hyggeligt nissegemmested, så finder du hulen lidt uden for Aalborg. Nærmere bestemt ved Hals – der har Anja nemlig sommerhus.
Gemmestedet er at finde nederst i skoven mellem Kattegatvej og stedet kaldet Den Røde Købmand. Her vil enhver forbipasserende møde et spændende syn.
Tæppe, nat-nissehue, nisseøl, risengrød, gaver og en seng af halm er bl.a. nogle af de ting, som Anja Hørdum Jensen har anbragt på stedet for at få fantasien godt i gang. Og om du møder nissen – det må tiden vise.