I dag indledte Aalborg Kommune en ny tradition ved at uddele Mangfoldighedsprisen for allerførste gang. Prisen sætter årligt fokus på de lokale initiativer, der gør en betydelig forskel for at fremme mangfoldighed i kommunen.
I alt var 14 forskellige aktører indstillet til prisen. Vinderen blev Headspace Aalborg, et gratis og uforpligtende samtaletilbud målrettet unge. Her er alle velkomne, uanset hvem de er, eller hvad de ønsker at tale om. Initiativet kan kun eksistere gennem en mangfoldig gruppe af både lønnede medarbejdere og frivillige, hvor forskellighed i erfaring, personlighed og kompetencer ses som en stor kvalitet.
Aalborg Kommunes Mangfoldighedsudvalg, med formand Tobias Bøgeskov i spidsen, har udpeget Headspace Aalborg som prisens første modtager. Gennem mere end 12 år har Headspace åbnet dørene for et stort antal unge i Aalborg Kommune, hvor de kan finde støtte, uanset baggrund, identitet eller udfordringer. Headspaces arbejde bidrager til at nedbryde tabuer og skabe tryghed blandt de unge.
Prisen uddeles ikke blot for at anerkende den enkelte modtager, men også for at inspirere andre til at fremme forskellighed og give flere borgere rollemodeller. Vinderen får en særlig mangfoldighedsflise, der lægges i Karolinelund. Over tid vil disse fliser udgøre en hel mangfoldighedsgade, som symbol på Aalborg Kommunes værdier og engagement i mangfoldighed.
Aalborg Kommune lægger derved grunden til, at Mangfoldighedsprisen fremover vil hædre og synliggøre indsatser, der gør Aalborg til et sted, hvor alle kan føle sig velkomne og mødt med respekt.
https://www.aalborg.dk/nyheder/headspace-aalborg-vinder-mangfoldighedspris