Danskerne er blevet vilde med at klatre, og hos Friluftsland i Aalborg er salget af klatreudstyr fordoblet fra 2021 til 2023.
Klatresporten har i mange år været en nichesport i Danmark, men det er ikke tilfældet længere. Det oplever man hos Friluftsland i Aalborg, hvor salget af klatreudstyr er fordoblet fra 2021 til 2023.
– Der har været et kæmpe boom i interessen for at klatre de seneste år. Det kan slet ikke sammenlignes med andre trends, vi har oplevet inden for outdoor gennem tiden, lyder det fra Peter Bak Jensen, der er butikschef i Friluftsland i Aalborg.
– Det eneste, du skal bruge til at klatre på de lave vægge, som er det mest normale og det, man kender som bouldering, det er et par gode klatresko. Dem har vi solgt rigtig mange af på det seneste, men andet sikkerhedsudstyr som for eksempel en hjelm, slynger eller reb har vi også oplevet et stigende salg i, tilføjer Peter Bak Jensen.
Fanger der, hvor man ellers slipper
Ifølge tal fra Idrættens Analyseinstitut falder deltagelsen af idræt i foreningsregi, når man går fra barn til teenager og ung. Hvor hele 82 procent af de 7-12-årige dyrker deres sport i en forening, falder det til 69 procent blandt de 13-15-årige, og til 46 procent hos de 16-19-årige. Spørger man Dansk Klatreforbund, hvor medlemstallet er vokset med ti procent det seneste år, ser billedet helt anderledes ud,
– Typisk starter man med klatringen i de tidlige ungdomsår eller studieår, som ellers er de tidspunkter, hvor mange har svært ved at fastholde en sport. Her kan klatring noget særligt ved den sociale kultur, der er en del af den. Når man har klatret, holder man en lille pause og taler med de andre om, hvordan det gik. På den måde er halvlegssnakken en del af det, der sker på gulvet til klatring, forklarer Henrik Roca Stephansen, der er konsulent i Dansk Klatreforbund.
Her spår man, at kulturen med en børnetræner, som man kender det fra andre sportsgrene, vil give klatringen en ekstra bølge i takt med, at mange unge klatrere selv får børn og ønsker at se dem afprøve sporten.
Vil du prøver kræfter med klatring i Aalborg, er der flere muligheder blandt andet hos Aalborg Klatreklub og DGI Huset Nordkraft.
Friluftsland har siden 1980 forhandlet kvalitetsudstyr til outdoorlivet og er i dag en landsdækkende kæde med 12 forretninger. Virksomheden er ejet af den svenske koncern Fenix Outdoor, der blandt andet ejer det kendte mærke Fjällräven. Læs mere på Friluftsland.dk