Forhindringsløb vender stærkt tilbage!

Foto: Aalborg kommune.
dato

Når forhindringsløbet Tough Trails 2023 igen udspiller sig i Sohngårdsholmparken lørdag den 20. maj, er det med to helt nye forhindringer. Stik imod tendensen inden for OCR-løb (Obstacle Course Racing) - hvor mange løb skalerer ned og arrangerer deres løb med færre forhindringer, går Tough Trails den modsatte vej.

"Det er dyrt at lave forhindringer, men vi vælger alligevel at opjustere,", fortæller arrangør Katja Christensen.

"Ikke nok med at vi har to helt nye med i år, så har vi også lavet flere lette baner ved nogle af forhindringerne. På den måde kan man som deltager vælge den sværhedsgrad, der passer til, der hvor man er."

Katja fortæller, at man sagtens kan deltage i løbet som helt almindelig motionist.

Motionister skal tilmelde sig den åbne del "OPEN", hvor man kan tage de lettere baner i brug, og hvor næsten alt er tilladt. Der er også mulighed, for at man kan deltage som et hold sammen med sine kollegaer. Her starter og slutter firmaholdet sammen, og teambuilding er virkelig sat i fokus.

Selvom OCR er en nichesportsgren, sker der fortsat en udvikling af sportsgrenen i Danmark. Vi har netop fået et landshold, og man vil med garanti kunne se nogle af landsholdsatleterne i aktion i forbindelse med eliteløbet under Tough Trails. Blandt andet kommer landsholddeltageren Jonas Drescher, som også har vundet Tough Trails 3 gange i træk.

"Tough trails er i min kalender hvert eneste år, fordi det er det mest udfordrende OCR løb i Danmark," fortæller Jonas og fortsætter:

"Jeg glæder mig hver eneste gang, og jeg har altid lidt kilden i maven for at se hvad de har fundet på, og om jeg kan gennemføre det!"

Der er plads til i alt 500 deltagere i Tough Trails. Der er både et løb for voksne på 6 km og et for børn på 2,5 km.

Tilmeldingen sker på Tough Trails hjemmeside

Aalborg Kommune støtter Tough Trails.


https://www.aalborg.dk/nyheder/alle-nyheder/2023/03/forhindringsloeb-vender-staerkt-tilbage
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.