Kommunen har måttet tage vejsporene ved rundkørslen til Nyt Aalborg Universitetshospital til genovervejelse. Der er nemlig en langt større mængde trafik end først forventet. Derfor udvides infrastrukturen ved bl.a. rundkørslen nu med flere spor for, at trafikken kan glide bedre.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det nye sygehus i Aalborg og det omkringliggende vejnet har trukket betydelige økonomiske ressourcer for kommunen.
Nu kan der så føjes endnu en omkostning til projektet.
Kommunen har nemlig erfaret, at der er langt større pres på netop den nybyggede rundkørsels vejnet end prognoserne forudså.
Nuværende trafik, en forventning om øget pres ved sygehusets overlevering juni 2022 samt øget ibrugtagning af sygehusets kapacitet i 2023 har ført til beslutningen om flere vejspor.
Øget trafik på Aalborgs dyreste vej
Egnsplanvej syd for det nye sygehus oplever i forvejen en betydelig mængde trafik, da den støder til Hadsund Landevej. Her går turen for mange bilister nemlig mod motorvejen E45.
Det er da også Egnsplanvej, der skal udvides i perioden 2022-2025. Der er ifølge magistratens budgetforslag et bud på 38 mio. kr. til projektet, der i forvejen er Aalborgs dyreste vejprojekt.
Her er der bl.a. ønske om yderligere vejspor, svingbaner, firebenet vejkryds samt vejspor til busdepot.
Selve udvidelsen forventes sat i gang år 2022. Her øges infrastrukturen, hvis forslaget godkendes, fra to til fire spor.