Kan man sy sig til en bedre valgdebat?
Det mener Trekanten – bibliotek & kulturhus, der inviterer til folkeligt valgarrangement, hvor korssting og kommunalpolitik mødes.
Det er borgerne, der bestemmer emnerne. Broderisten styrer slaget, og borgmesteren har meldt sin ankomst.
Trekanten – bibliotek & kulturhus inviterer Danmarks mest kendte sypige, Trine Runge Jessen - også kendt som ”Broderisten” - til at facilitere en helt særlig debat op til kommunalvalget 2025.
- Der skal sættes kryds – om vi så skal sy det selv, siger Trine Runge Jessen, som blev landskendt under Corona med sine online ”Brodegaer”, hvor hun blandede små talks, broderi og bajere med sine ligefremme og til tider ret bramfri holdninger.
Nu optræder hun som vært for det, der vel nok bliver landets mest festlige valgdebat med kryds og korssting og et kærligt korstog for demokratiet.
- Valgdebatter kan være utroligt kedelige, nærmest lige så kedelige som klokkestrenge med æbleskivepander, ler Trine Runge Jessen, og så er tonen slået an til en aften, hvor humoren er den røde tråd.
- Politik bliver lidt lettere at tale om, når hænderne er i gang, siger hun og lover, at der bliver plads til både grin, seriøse samtaler og en kold pilsner eller et godt glas vin.
Kultur som demokratisk mødested
I en tid hvor ensomhed er en folkesygdom, giver det netop mening at bringe mennesker sammen om noget så enkelt som en god samtale, mener kulturhusleder Michael Mansdotter.
- For man taler så godt når man sysler med noget, siger han og forklarer, at ideen er, at politikerne sidder sammen med borgerne og syr frem for på række foran borgerne.
- Når politikerne syr sammen med borgerne, forsvinder den klassiske afstand, og demokratiet lever bedst, når vi skaber noget sammen, pointerer han.
Borgmesteren deltager
Borgmester i Aalborg Kommune Lasse Friman Jensen, der i øvrigt selv er opvokset i Aalborg Øst har allerede givet tilsagn om at deltage i aftenen, hvor det er borgerne, der bestemmer emnerne.
Men det skræmmer ikke borgmesteren.
- Demokratiet bliver stærkere, når vi finder nye måder at tale sammen på, og her kan det vise sig, at broderi kan være en overraskende god ramme, siger Lasse Frimand Jensen og forklarer, at politik ikke skal være fjernt og højtideligt.
- At vi kan sy os gennem debatten i Aalborg, viser at demokratiet kan være både seriøst og sjovt.
- Jeg ser frem til at prøve kræfter med nål og tråd på en helt ny måde og håber på både gode sting og gode samtaler, pointerer borgmesteren.
Mental sundhed på recept
Imidlertid handler dét at sy ikke kun om korssting og kreative mønstre.
Forskning viser, at håndarbejde kan dæmpe stress, sænke kortisolniveauet og skabe ro i nervesystemet.
- Og så kan det styrke fællesskaber og forebygge ensomhed, pointerer Trine Runge Jessen, der plæderer for at få håndarbejde på recept.
- Det er meningsfuld selvforglemmelse og et fællesskab, hvor alle kan være med, fastslår hun.
Broderi-buffet og “jeg har sat-X”-lapper
Aftenen kommer til at forløbe med en introduktion om Broderisten og om aftens opgave. Dels håndværksmæssigt dels emnemæssigt.
Herefter præsenterer politikerne kort sig selv, inden borgerne sætter rammen for samtalen.
Forinden har deltagerne været i broderi-buffeten og udvalgt sig stof og garn til at lave små lapper med budskaber eller slogans.
- Ved man ikke hvad man vil lave, kan man sy en lap med teksten “Jeg har sat X”, som en humoristisk reminder om, at demokratiet kun virker, når vi alle bruger vores stemme, fastslår Broderisten.
Fakta:
Hvornår: 28. oktober kl. 19–21
Hvor: Trekanten – bibliotek & kulturhus, Sebbersundvej 2A, 9220 Aalborg
Adgang: Gratis, men kræver tilmelding
Hvem: Alle opstillede partier er inviteret.
Arrangør: Trekanten – bibliotek & kulturhus i samarbejde med Trine Runge Jessen alias Broderisten
Link til arr.: https://trekanten.info/event/valgdebat-med-broderisten/