Cigaretkup: To personer anholdt

Profilbillede
dato

En længerevarende efterforskning har nu ført til, at to mænd er blevet anholdt for et stort indbrud hos Coops centrallager på Hobrovej i Aalborg SV, tilbage i september måned sidste år.

Den 18. september 2022 gik en alarm hos Coops centrallager på Hobrovej i Aalborg SV. Det viste sig at være et indbrud, hvor målet havde været meget specifikt. Gerningspersonerne var gået direkte efter cigaretter. Dog var udbyttet af anstrengelserne ikke kommet længere end til taget, hvor der lå cigaretter for over 1 million kroner. 
Et vidne havde set minimum fire personer undløbe fra stedet.

Efter en længerevarende efterforskning, af blandt andet en del tekniske spor, kunne Berigelse Nordjylland i går, den 25. april, slå til på flere adresser i Århus, hvor der blev ransaget og anholdt to personer. 

Den ene, en 23 årig mand, blev i dag fremstillet i retten i Aalborg kl. 9:00, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, imens den anden blev løsladt efter endt afhøring.

Leder af efterforskningen, politikommissær Ulf Munch Sørensen, fortæller om de næste skridt i sagen:
”Nordjyllands Politi efterlyser aktuelt flere personer, som vi mener er relateret til sagen. Vi kender identiteterne, men har en formodning om, at de kan være rejst ud af landet. Det skal dog ikke stoppe os i, at forsøge at finde dem, så de kan blive stillet for en dommer.”

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi