BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Som chefsygeplejerske i en ny samlet Ortopædkirurgisk Afdeling, der dækker hele Region Nordjylland, vil du få en unik mulighed for at sætte retning for hele det ortopædkirurgiske område.
Pr. 1. maj 2024 slår vi vores nuværende fem ortopædkirurgiske afdelinger sammen til én og ansætter en ny afdelingsledelse for at styrke ortopædkirurgien og sikre en bedre samlet ressourceudnyttelse. Der er i dag funktioner på fem matrikler og ca. 500 ansatte.
Har du en entreprenør i maven, og motiveres du af at optimere processer, så patienter og medarbejdere får smidige patientforløb og arbejdsgange? Har du viljen og lysten til at lede mennesker og områder og få andre til at lykkes? Så vil vi gerne høre fra dig.
Rollen som chefsygeplejerske
Som chefsygeplejerske indgår du i afdelingsledelsen for den nye ortopædkirurgiske afdeling sammen med cheflægen og den ledende lægesekretær, som leder specialet i tæt samarbejde med lærestolsprofessoren.
I afdelingsledelsen har I det overordnede ansvar for at sætte retningen for afdelingen samt koordinere og inddrage afdelingens ledere i forhold til ledelse på flere områder: strategisk, fagligt, personale, administrativt/driften. Afdelingsledelsen har ansvar for det samlede budget og økonomiansvar for teknologier, drift og ressourcer for at sikre sammenhængende og gode patientforløb og en stabil drift.
Som chefsygeplejerske vil du også kunne have ansvar for en eller flere tværgående indsatsområder på hospitalet. Afdelingsledelsen refererer til en vicedirektør, og du har personalereference til vicedirektøren.
Som chefsygeplejerske har du ansvaret for den sygeplejefaglige strategiske ledelse for Ortopædkirurgisk Afdeling, der i dag består af otte afsnit fordelt på 4 matrikler. Det er en opgave du skal løse i tæt samarbejde med de otte ledende oversygeplejersker, som du er leder for. Sammen skal I sikre den sygeplejefaglige kvalitet, målopfyldelse, drift, forskning, faglig udvikling og gode uddannelsesforløb. Vi har brug for et smidigt samarbejde og endnu flere bæredygtige broer mellem region, kommune og almen praksis; en opgave du som chefsygeplejerske skal være med til at udvikle. Du skal kunne bidrage med rådgivning og sparring til Udvidet Hospitalsledelse i sygeplejefaglige spørgsmål samt i tværgående faglige indsatser.
Den nye afdelingsledelse får mulighed for i fællesskab med vicedirektøren at fastlægge afdelingens interne organisering.
Vores medarbejdere er vores vigtigste fundament, og Ortopædkirurgisk Afdeling skal være et godt sted at være ansat og under uddannelse, så vi skaber et godt fundament for rekruttering og fastholdelse. Du skal rammesætte, supervisere og skabe gode muligheder for dine ledende oversygeplejersker og andre ledere i afdelingen, så de kan være nærværende ledere. Du vil få ansvar for arbejdsmiljøet og et konstruktivt MED-samarbejde.
Vi håber på at finde dig, der som chefsygeplejerske holder den sygeplejefaglige fane højt og sammen med afdelingsledelsen kan skabe en kultur, hvor nærhed, arbejdsglæde, samarbejde på tværs og fortsat udvikling af kernefagligheden giver tro på en på fremtid i udvikling og balance.
Når du lykkes i din stilling som chefsygeplejerske, formår du – sammen med dine kollegaer i afdelingsledelsen – at skabe en samlet ortopædkirurgisk afdeling med høj faglighed, sammenhængende og sikre patientforløb, udvikling og forskning, et attraktivt arbejds- og uddannelsesmiljø og en afdeling, der er i økonomisk balance. En af vejene hertil er at skabe bedre driftsoptimering på tværs af enhederne, f.eks. ved at have blik for, hvordan vi anvender medarbejderne og deres kompetencer endnu bedre og vores operation- og sengekapacitet optimalt - gerne så vi bliver i stand til at hjemtage aktiviteter fra andre regioner og privathospitaler.
Din erfaring og kompetencer
- Du er uddannet sygeplejerske og har betydelig erfaring med ledelse, f.eks. som chefsygeplejerske, afsnitsledende sygeplejerske eller ledende oversygeplejerske, og gerne en relevant lederuddannelse
- Du skal have indsigt i, erfaring med og interesse for sundhedsfaglig ledelse og drift i en politisk styret organisation.
- Du er rollemodel og skal agere sparringspartner for medlemmer i hospitalets strategiske lederkreds, afsnitsledere samt for afdelingens øvrige personale
- Du skal have indsigt i og interesse for økonomi- og aktivitetsstyring, kvalitetsledelse og dataunderstøttende ledelse
- Du skal have evne til at opnå resultater på baggrund af samarbejde og koordinering
- Du skal have gode formidlingskompetencer og evne til at kommunikere nærværende, enkelt, målrettet og troværdigt, både internt og eksternt
- Du baserer din ledelse på vores ITOP-værdier, som er Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme.
- Du kan med-lede og ser hospitalet som en samlet enhed, hvor alle er gensidigt afhængige af hinanden.
Om Ortopædkirurgisk Afdeling
Ortopædkirurgisk Afdeling har et samlet budget på ca. 412 mio. kr., 460 medarbejdere - heraf 280 sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det samlede ortopædkirurgiske område havde i 2023 ca.10.200 indlæggelser,17.800 operative indgreb og 79.400 ambulante besøg.
Aalborg Universitetshospital er tildelt 23 højt specialiserede funktioner inden for ortopædkirurgi.
Afdelingen har aktiviteter på Hobrovej i Aalborg, Regionshospital Nordjylland i Hjørring og Frederikshavn samt på sygehusmatriklerne i Farsø og Thisted, der begge hører under Aalborg Universitetshospital.
I 2026 flyttes en del af afdelingens aktivitet til det nybyggede hospital i Aalborg Øst.
Din opstart
Vi vil gerne give dig de bedste betingelser for at lykkes i din nye rolle som chefsygeplejerske. Derfor vil din leder matche dig med en mentor, når du starter. Din mentor vil være en erfaren leder fra Aalborg Universitetshospital, som vil følge dig det første års tid. I tilrettelægger selv indhold og antallet af samtaler, men rammen er allerede sat.
Vil du vide mere
Så er du velkommen til at kontakte vicedirektør Berit Bjerre Handberg for mere information pr. mail: b.handberg@rn.dk eller tlf.: 24850528.
Stillings- og funktionsbeskrivelse kan findes her:
Stillings- og funktionsbeskrivelse - Chefsygeplejerske Ortopædkirurgisk Afdeling
Læs mere om de nuværende ortopædkirurgiske afdelinger
Læs mere om Aalborg Universitetshospital
Formalia
Der er ansøgningsfrist den 29. februar 2024 og første samtale den 8. marts 2024. Hvis ansættelsesudvalget finder det relevant, kan der indkaldes til 2. samtalerunde.
Der er tiltrædelse den 1. maj 2024 eller snarest muligt. Du refererer til vicedirektør Berit Bjerre Handberg.
Du får hovedarbejdssted i Aalborg, men du må forvente at skulle bruge en del af din arbejdstid på de øvrige matrikler.
Løn forhandles i henhold til gældende overenskomst.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Nordjylland, Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 29-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5987444