Borgerservice i Aalborg: Opret en MitID-reserve

Foto: Aalborg kommune.
dato

Borgerservice i Aalborg oplever mange henvendelser fra borgere, der er låst, hvis deres mobil eller andet device med MitID-app ikke virker. Her er hjælp til selvhjælp.

MitID, den digitale identitet, gør det nemmere og hurtigere at få adgang til offentlige tjenester og dokumenter. Men hvad nu hvis du mister din telefon eller glemmer at aktivere appen på en ny enhed? Ja, så kan du risikere at løbe ind i en del ventetid:

- Vi oplever i øjeblikket en del borgere, som kommer ind til os, frustrerede over at de har mistet deres MitID, fordi de har mistet deres mobil, eller skiftet til ny telefon. Og desværre kan det ende med at det koster dem en betydelig ventetid, fordi det kræver en ny tid hos os for at oprette et nyt, siger Dorthe Jespersgaard, leder af Borgerservice i Aalborg Kommune.

Opfordrer til reserve-MitID før du sidder i saksen

For at undgå besvær og frustration er det en god idé at have et MitID i reserve. Med et MitID i reserve kan du hurtigt komme i gang med at bruge MitID igen, uanset om du har mistet din telefon eller fået en ny enhed.

- MitID er nøglen vi bruger til banken og øvrige offentlige digitale tjenester, og vi er alle meget afhængige af vores MitID. Ligesom de fleste mennesker har flere nøgler til deres hus eller lejlighed, så er det også en god idé at have et ekstra MitID, så man er sikret adgang til de digitale offentlige tjenester, som vi alle er afhængige af.

- Så vi kan kun opfordre til at få oprettet et ekstra MitID, siger Kim Jensen, vicekontorchef i Borgerservice i Aalborg Kommune.

Du kan have op til tre aktive MitID-apps, så der er ingen grund til ikke at have et backup. Du kan vælge mellem at have en reserveapp på din egen telefon, eller på en anden enhed, fx en tablet eller en computer.

Besøg MitID's hjemmeside for at se dine muligheder for at oprette MitID i reserve, og vær sikker på, at du altid har adgang til dine offentlige tjenester og dokumenter.

MitID´s hjemmeside

https://www.aalborg.dk/nyheder/alle-nyheder/2023/02/borgerservice-i-aalborg-opret-en-mitid-reserve
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.