Bliv juniorarkitekt i strategisk ERP-projekt hos Region Nordjylland

dato

Vi søger en juniorarkitekt der kombinerer stærk IT-faglighed med gode formidlings- og samarbejdsevner. Du bliver en vigtig medspiller i vores ERP-projekt, der skal understøtte sammenhængende administrative arbejdsgange på tværs af vores komplekse og spændende organisation.

Om stillingen
Du bliver en del af Strategi og Styring, der har det overordnede ansvar for at understøtte strategisk retning og sammenhæng i Digitalisering og IT. Her sidder du sammen med en dataspecialist og en it-arkitekt, der også er tilknyttet ERP-projektet.

ERP-projektet er etableret i samarbejde med Region Midtjylland, og har til formål at skabe et sammenhængende og robust fundament for organisationernes økonomi og indkøb. Lige nu er vi i udbuds-fasen, og du sidder i tekniksporet, hvor I sammen analyserer as-is- og to-be-arkitektur, samt stiller de non-funktionelle krav og laver tekniske bilag til det kommende udbud. Det er en hverdag fyldt med praktiske og strategiske overvejelser om fx hosting, brugerstyring, sikkerhed, integration, performance og driftovervågning. Du indtager en lignende rolle i implementeringsprojektet.

ERP-projektet som helhed er bemandet af et tværfagligt team, hvor samarbejde, engagement og godt humør er i centrum. Du kommer til at arbejde tæt sammen med projektledere, procesansvarlige, faglige eksperter og slutbrugere for at sikre, at løsningerne er baseret på reelle behov og et solidt datagrundlag. Én til to dage ugentligt arbejder du på projektets kontor i Aarhus.

Om dig
Du har en solid IT-baggrund og er måske ingeniør eller datalog. I det hele taget er stærke skriftlige kommunikationsevner vigtige. Vi forventer ikke, at du som juniorarkitekt ved alt. Fx om de test-typer man plejer at kræve, at en leverandør gennemfører ifm. en ERP-implementering – men vi forventer, at du lærer det hurtigt, og omsætte til fornuftige krav under hensyntagen til projektets ramme. Viden om ERP er en fordel.

Det er afgørende, at du har mod på at sikre involvering af relevante interessenter, og det kræver gode formidlingsevner. Projektet kræver en løbende afstemning af projektets retning med de faglige specialister i Region Nordjylland, og det bliver din opgave at sikre koordinering og sørge for, at de faglige input kvalificerer projektets leverancer. Du har evne og interesse for de tekniske detaljer, men du forstår også at løfte blikket mod målet. I sidste ende handler ERP-projektet nemlig om at skabe de bedst mulige digitale arbejdsgange for vores økonomi- og indkøbsmedarbejdere.

Du trives i projekter med alt, hvad det indebærer af afvekslende dage med samarbejde i teams, koordinering, deadlines samt afvikling af møder og workshops. Erfaring er ikke afgørende – det vigtigste er, at du har interesse og de nødvendige kvalifikationer.

Hvad tilbyder vi?
En spændende stilling, hvor du både bliver del af en velfungerende afdeling i Region Nordjylland, og et nystartet samarbejdsprojekt, hvor der både er medarbejdere fra Region Nord- og Midtjylland. Det betyder en forskelligartet kontaktflade, og mange muligheder for at udvikle sig.

Samtidig med, at vi tager vores arbejde seriøst, er der plads til at have det sjovt, for vi synes, at trivsel og gode grin er afgørende for, at vi fungerer godt på jobbet. Vi ved, at det er vigtigt at trives både på arbejdet og udenfor, og derfor vil vi gerne skabe rammerne for en fleksibel og afbalanceret tilgang til arbejdet.

Hvem er vi?
Digitalisering og IT er Region Nordjyllands centrale it-afdeling, hvis kerneopgave er at it-understøtte og digitalisere regionens sundhedsydelser og administration. Vi er omkring 300 medarbejdere, som leverer it-drift og udvikling til Region Nordjyllands ca. 15.000 brugere og 12.000 it-arbejdspladser. Stillingen er placeret i kontoret Strategisk Digitalisering i området Strategi og Styring, der som tværgående stabsfunktion arbejder med økonomi, it-arkitektur, porteføljestyring, sekretariat, HR, strategisk ledelsesstøtte samt forretningsanalyser. Området har i alt 21 ansatte.

Vi er fælles om en ordentlig arbejdskultur og møder hinanden uformelt i et godt arbejdsklima med mulighed for faglig og personlig udvikling. Hos os er der stor diversitet i alder, køn og uddannelse, hvilket giver et inspirerende arbejdsmiljø med mange forskellige kompetencer – så uanset hvad du har med i bagagen, vil der være plads til dig.

Du kan læse mere om os her: Digitalisering og IT (rn.dk) og mere om hvad vi arbejder med i Digitalisering og IT via vores medarbejderportrætter her: Portrætter af digitaliseringsmedarbejdere

Ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicekontorchef for Strategi og Styring, Jesper Møller Pedersen på telefon 2099 9618 eller mail jesper.m@rn.dk eller IT-arkitekt Kirstine Rosenbeck Gøeg på telefon 22 33 65 12 eller mail k.goeeg@rn.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for akademikere ansat i regioner mv. indgået med de relevante AC-organisationer

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer med arbejdssted i IT-Huset, Hadsundvej 190, 9000 Aalborg. Der må forventes én til to ugentlige arbejdsdage i Aarhus, som udgangspunkt i de første to år.

Ansøgningsfrist mandag d. 10. august

Forventet afholdelse af samtaler mandag d. 17. august.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Region Nordjylland - Digitalisering og IT, Hadsundvej 190, 9220 Aalborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/e1bd1be3-fe29-478d-b934-ed0563d2d75d

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler