Bliv en del af Netics dynamiske IT-driftsteam som infrastruktur driftskonsulent i Aalborg eller Aarhus

dato

Er du passioneret omkring IT-infrastruktur, hvor dine kompetencer ikke bare forsvinder op i skyen, men lander solidt i et dansk datacenter og på dansk jord? Så har Netic jobbet til dig!

Netic er en førende virksomhed inden for drift af kritiske IT-infrastrukturer og -løsninger.
Vi arbejder med avancerede teknologier og værktøjer for at levere stabile services til vores kunder. Vi tror på innovation, samarbejde og konstant læring, og vi søger lige nu en engageret Infrastruktur driftskonsulent.

En del af vores driftsteam i Aalborg eller Aarhus.

Du bliver del af vores generelle driftsteam i Aalborg eller Aarhus. Dine opgaver vil derfor være centreret omkring drift af Netics infrastruktur, hvor du og dine kolleger samarbejder om sikker og stabil IT-drift.

Vi ser et kæmpe potentiale i vores driftsteam, og vores kunder efterspørger produkterne, hvorfor vi har en ambition om at udvide betydeligt. Netics hovedkontor er i Aalborg, hvor mange af dine kollegaer vil være, men vi har også kontor i Aarhus. Du vil have et tæt samarbejde med dine kollegaer begge steder.

Jobbeskrivelse

Vi søger en dygtig driftskonsulent, der brænder for drift og vedligehold af komplekse systemer baseret på Linux og Windows-platforme. Vi forventer ikke, at du er ekspert i Linux eller Windows, men det er nødvendigt, at du har solidt kendskab til begge platforme og også gerne samspillet mellem dem. Vigtigst er det dog, at du har lysten og evnen til at lære og at du er god til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger.

Som driftskonsulent hos Netic kommer du til at arbejde med grundlæggende server- og storage infrastruktur, samt virtualiseringsteknologier fra bl.a. VMware. Derudover vil det være et plus, hvis du har arbejdet med andre spændende teknologier som bl.a. Kubernetes, Terraform og Ansible.
Procesmæssigt foregår arbejdet inden for rammerne af ITIL.

Fagligt har du erfaring med flere af flg. områder:
  • Grundlæggende administration af server- og storage infrastruktur, herunder VMware, inkl. NSX.
  • Administration og vedligeholdelse af Linux- og Windows-baserede systemer og applikationer.
  • Implementering og automatisering af driftsopgaver ved hjælp af relevante værktøjer og scripting.
  • Overvågning af systemer for at sikre høj tilgængelighed og performance.
  • Fejlfinding og løsning af tekniske problemer.
  • Implementering af nye løsninger og teknologier.
  • Løbende forbedring af infrastruktur og processer.
  • Arbejde i henhold til de centrale ITIL-processer som release-, incident-, change- problem- og service management.
Det er desuden en fordel, hvis du:
  • Evner at samarbejde tæt med både kollegaer og kunder, og du kan kommunikere IT-faglige problemstillinger i øjenhøjde.
  • Har en proaktiv tilgang til problemløsning og optimering af systemer.
  • Har en relevant IT-uddannelse eller tilsvarende erfaring.
Som driftskonsulent hos Netic

Du deler vores ambition om at levere de bedste løsninger til vores kunder, hvorfor din faglige udvikling og motivation altid er i centrum. Som en del af Netic vil du få sparring, udfordrende opgaver og rig mulighed for at udvikle dine færdigheder. F.eks. er der mulighed for at deltage på de kurser, konferencer og events, der er interessante og relevante for dig og os, samt tage den certificering, som du så længe har tænkt på. Det lyder måske som en kliché, men vi mener det nu alligevel.

Du vil som medarbejder hos Netic få del i vores medarbejdergoder, der blandt andet dækker over en sund og nærende frokostordning og øvrig forplejning, årlig sommerfest og julefrokost, sundhedsforsikring, tandforsikring, tøjordning og meget andet.

På den sociale side har vi en aktiv personaleforening, der tit arrangerer fede arrangementer, hvor humøret er helt i top. Derudover er vi så heldige at have et positivt og inkluderende miljø, hvor der er plads til alle.

Lyder det som noget for dig?

Hvis du tænker der er et match mellem dine interesser og mulighederne hos os, så send os din ansøgning og dit CV.

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer med udgangspunkt i vores kontor i Aalborg eller Aarhus, hvor samtaler også afholdes. Der er ingen ansøgningsfrist, men vi ansætter, når den rette kandidat er fundet.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Netic A/S, Alfred Nobels Vej, 9220 Aalborg Øst

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 30-10-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/651cc31b-3099-4b35-9686-ae9f048f316a

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet