Hos AfroXentric Boutique går skønhed, hårpleje og ansvar hånd i hånd. Med økologiske produkter, naturlige behandlinger og en klar grøn retning ønsker ejer Essi Tomobile at give kunderne et mere skånsomt alternativ til traditionel hår- og skønhedspleje.
AfroXentric Boutique er skabt ud fra en enkel tanke: Det skal være naturligt at prioritere sit hår uden at gå på kompromis med hverken miljø, arbejdsmiljø eller kundens velvære. Derfor arbejder salonen med produkter, der er udvalgt med fokus på økologi, bæredygtighed og kvalitet.
“Eco is the New Black. For mig handler det om at pleje hår og skønhed på en måde, der også viser respekt for planeten,” lyder det fra Essi Tomobile, ejer af AfroXentric Boutique.
Hun mener, at valget af hår- og skønhedsprodukter betyder mere, end mange måske tænker over. I en tid med fokus på forurening, klima og ressourceforbrug ser hun bæredygtighed som en nødvendighed frem for et tilvalg.
Fra design til grøn hårpleje
Essi Tomobile er oprindeligt fra Elfenbenskysten og har en baggrund inden for både design og frisørfaget. Fra 2018 til 2024 drev hun tøjbutikken Nordic Afro Design i Gravensgade, hvor hun designede og skræddersyede tøj med nordiske og vestlige tekstiler som hamp, hør og bambus kombineret med afrikanske mønstre.
Allerede dengang blev bæredygtighed en vigtig del af hendes arbejde. Den tilgang har hun taget med videre i AfroXentric Boutique, hvor visionen fortsat er at forene æstetik, kvalitet og omtanke.
Naturlige behandlinger og grønne valg
I salonen tilbydes blandt andet hårbehandlinger, hårkure, fletninger, dreadlocks og retouche. Kunder kan også få farvet håret med naturlige og plantebaserede alternativer som eksempelvis henna.
Essi Tomobile peger desuden på fiberhår fra blandt andet ananas, banan, hør, aloe vera og sisal som et mere miljøvenligt alternativ til syntetiske hårforlængelser.
“Det handler om at give kunderne en mildere behandling og samtidig træffe valg, der belaster miljøet mindre,” forklarer hun.
Hos AfroXentric Boutique er den grønne bølge derfor ikke bare en trend, men en fast del af konceptet. Her er fokus på kvalitet frem for kvantitet, og på at pleje både kunden, håret og omgivelserne.

Kontakt på:
Tlf: 31 76 58 85
Mail: tomobileessi@gmail.com