Østjyllands Politi skred i dag, den 20. december 2024, til anholdelse i en alvorlig voldssag fra Nørresundby, hvor 3 mænd den 5. november 2024 blev efterlyst af Nordjyllands Politi.
Den ene af de tre efterlyste, en 23-årig mand, blev fredag morgen anholdt på en adresse i Aarhus
Den anholdte mand bliver lørdag morgen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg sigtet for grov vold.
Det oplyser politikommissær Kenneth Rodam, der er leder af politiets efterforskning af voldssagen.
De øvrige to mistænkte i sagen er fortsat efterlyst, og har man oplysninger i den forbindelse, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.
Der er tale om alvorlig sag, hvor de tre mænd mistænkes for et groft overfald på en 25-årig mand begået i Nørresundby på Vangen den 1. november sent om aftenen.
Politiet har ingen yderligere informationer i sagen, der i øvrigt ikke vurderes at have en relation til den verserende bandekonflikt i det nordjyske.
Sagen samt efterlysningen er tidligere omtalt af politikredsen her:
https://politi.dk/nordjyllands-politi/efterlyste-og-savnede-personer/051124/2024/11/05