Agidon A/S ændrer i ejerkredsen, som led i det fortsatte generationsskifte

Profilbillede
dato

Konsulentvirksomheden Agidon A/S, der blev etableret i 1994, ændrer i ejerkredsen, idet virksomhedens stifter, og hidtidige hovedaktionær, Jørgen Jensen efter 27 år har valgt at tage næste skridt i det igangværende generationsskifte.

I sommeren 2018 blev Michael Holmsgaard ansat som ny direktør/CEO i virksomheden, og Michael Holmsgaard blev ved samme lejlighed tillige medejer af virksomheden. Nu tages generationsskiftet et skridt videre, idet Michael Holmsgaard overtager yderligere ejerandele, og dermed bliver ny hovedaktionær i virksomheden.

Samtidig introduceres et nyt program for nøglemedarbejder, som nu også tilbydes et medejerskab.

Pr. 31. januar 2021 afhænder Jørgen Jensen således den resterende ejerandel i den virksomhed, som han startede for 27 år siden, og hvor man dengang brugte betegnelser som EDB, diskette og datamat.

”Det har været en fantastisk rejse i en branche med konstant forandring. Jeg er glad for at have fundet en fremtidssikret model for virksomheden, og jeg glæder mig til at følge, hvorhen det nye hold bringer virksomheden”, fortæller Jørgen Jensen.

Michael Holmsgaard fortsætter: ”Da jeg startede som CEO, i sommeren 2018, var det i en virksomhed med en særlig ånd og kultur, som passede godt til mine egne moralbegreber. Jeg mødte et begreb, som man kaldte ’Agidon Style’, og jeg forstod hurtigt, hvad der lå i begrebet omkring ordentlighed overfor kollegaer, kunder, leverandører og det omkringliggende samfund. Det blev hurtigt klart, at Jørgen og jeg havde de samme holdninger til at drive virksomheden, og derfor fandt jeg hurtigt ind i rollen som CEO. Jeg glæder mig til den fortsatte ledelse og ejerskab for en veletableret virksomhed med en god historik. Jeg ønsker Jørgen alt godt i fremtiden med nye spændende projekter.”

Jørgen Jensen vil fremover være tilknyttet Agidon A/S som konsulent, og vil desuden være medlem af virksomhedens bestyrelse. Derudover vil Jørgen Jensen arbejde med iværksætteri samt fortsat udvikling af kontorhotellet, No Diga i Hjørring.

Agidon A/S har kontor i Aalborg på Gasværksvej 24. Konsulentvirksomheden har kunder fordelt over hele Danmark og de øvrige nordiske lande, og betjener kunder primært med Microsoft Business Central rådgivning indenfor udvalgte brancher.

Kilde: Agidon A/S