Den 22. juli blev en ældre kvinde bosiddende i Nørresundby offer for bedrageri. Kvinden blev telefonisk kontaktet af en dansktalende mand, der ringede fra et hemmeligt nummer. Under samtalen blev hun bedt om at finde sine smykker samt dankort frem.
Kort efter opkaldet ankom en anden dansktalende mand til kvindens adresse, mens telefonsamtalen stadig var i gang. Kvinden udleverede diverse smykker samt dankortet med tilhørende kode til manden.
Efterfølgende blev der hævet et større kontantbeløb fra kvindens konto, inden kortet blev spærret. Yderligere hævninger blev heldigvis afværget.