Tirsdag den 29. juni ved 03-tiden modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at overboen i et lejlighedskompleks i Aalborg spillede ”så høj musik, at man ikke kan høre sig selv tænke”. Det havde efter sigende stået på i flere timer selvom, at anmelder tidligere på natten havde forsøgt at kontakte overboen for at bede om lidt nattero – dog uden held, da overboen ikke var til at få fat på.
En ledig beredskabspatrulje i området kørte derfor til adressen for at tage en snak med overboen. Da betjentene ankom til adressen, lykkedes det heldigvis hurtigt at få kontakt til overboen, da de bankede på døren. Efter en fornuftig dialog – og dertilhørende formaning om, at man skal huske at udvise hensyn til ens naboer – skruede overboen ned for musikken. Patruljen kørte derefter videre, da der nu var ro på i området.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du fester. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn – både derhjemme og på offentlige arealer. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til gene?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer. Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på tlf. 114. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.