Aalborg Lufthavn har efteruddannet omkring 100 medarbejdere med tilskud i stedet for at afskedige dem under den vedvarende coronakrise. Udbetalingerne til efteruddannelse fra fonde administreret af PensionDanmark steg betragteligt i 2020.
Da Aalborg Lufthavn som så mange andre virksomheder så COVID-19-pandemien påvirke aktiviteten, valgte man at gå konstruktivt til værks.
Et kraftigt fald i aktivitet i lufthavnen gjorde det nødvendigt at afskedige en tredjedel af medarbejderne i august. Men en række yderligere afskedigelser blev afværget, fordi Aalborg Lufthavn løbende valgte at sende ca. 100 medarbejdere på relevante kurser med tilskud fra kompetenceudviklingsfonde administreret af PensionDanmark.
”Det er en oplagt mulighed og i tråd med vores behov for at fastholde dygtige medarbejdere, at vi benytter aktivitetsnedgangen til at sikre efteruddannelse,"siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen, Aalborg Lufthavn og fortsætter:
"Det er samtidig altafgørende, at vi får dækket omkostninger til løn ved at sende vores medarbejdere på efteruddannelse, når vi ønsker at undgå flere afskedigelser i den kommende tid. Samtidig kan vi forhåbentlig stå med det stærkest mulige hold af medarbejdere, når der igen for alvor lukkes op for rejsemulighederne.”
Anbefaler at gå i fodsporene på Aalborg Lufthavn
Aalborg Lufthavn var ikke alene om at skrue op for efteruddannelsen i 2020. Udbetalingerne fra de 20 uddannelsesfonde, som PensionDanmark administrerer, steg i de første 11 måneder af 2020 med 17,5 pct. i forhold til samme periode i 2019. Stigningen kommer på trods af en periode med delvis nedlukning af mulighederne for at efteruddanne medarbejdere i foråret.
”Det er virkelig positivt, at virksomhederne og medarbejderne har benyttet de begrænsninger, som corona har medført i 2020 til at sikre opkvalificering gennem efteruddannelse. Fremtidens arbejdsmarked stiller skærpede krav til medarbejdernes kompetencer, og med de tilskud, medarbejderen kan udløse, kan det lette virksomhedernes udgifter og fastholde arbejdskraft, som de får behov for, når aktiviteten kommer igen,” siger administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
PensionDanmark har med et datadrevet efteruddannelsessite gjort det enkelt for både medarbejdere og virksomheder at få overblik over den enkelte medarbejders kompetencer og opkvalificeringsmuligheder. Sitet giver den enkelte medarbejder et skræddersyet overblik over relevante kurser, mulighederne for at gå fra ufaglært til faglært, ligesom det letter adgangen til at få udbetalt tilskud til efteruddannelse.
Og Torben Möger Pedersen anbefaler alle virksomheder og medarbejdere til at undersøge mulighederne for efteruddannelse.
”Det er en rigtig god løsning for begge parter. Både helt generelt, men især i den tid, vi befinder os i for øjeblikket med høj usikkerhed og lav aktivitet i en række brancher,” påpeger han.