Aalborg Kommune inviterede til møde for tidligere kostskoleelever

dato

Tirsdag den 7. februar inviterede Aalborg Kommune tidligere elever på Gravenshoved Kostskole til officiel undskyldning på rådhuset i Aalborg.

Da Aalborg Kommunes byråd den 16. januar fik fremlagt en uafhængige advokatundersøgelse om forholdene på den daværende Gravenshoved Kostskole, stod det klart for byrådet, at mange af de tidligere elever skulle have en undskyldning.

”Undersøgelsen og den politiefterforskning, som Syd- og Sønderjyllands Politi har foretaget, konkluderer, at de tidligere elevers beskrivelser af hændelser på kostskolen generelt er troværdige, og derfor er det kun på sin plads, at vi tager konklusionerne i advokatundersøgelsen til efterretning,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen om baggrunden for mødet.

Tidligere elever, der har haft oplevelser, som de ikke skulle have haft, blev derfor inviteret til møde på rådhuset i Aalborg, hvor borgmesteren på vegne af hele byrådet overbragte en officiel undskyldning.

Aalborg Kommune fik den 4. oktober 2021 overbragt en officiel klage på vegne og underskrevet af 31 tidligere kostskoleelever, og antallet af underskrivere er siden da steget til omkring 100 personer.

Da kommunen ikke har kontaktoplysninger på alle de tidligere elever, blev invitationen derfor overbragt til de to talspersoner, som står i spidsen for hver sin gruppe af tidligere elever, ligesom man kontaktede de medier, som har fulgt sagen og også indrykkede en annonce om mødet for at nå ud til tidligere elever.

På mødet holdt borgmester Thomas Kastrup-Larsen tale og undskyldte på vegne af hele byrådet, blandt andet med ordene:

”Undskyldningen er til de af jer, der som børn på Gravenshoved Kostskole havde oplevelser, som børn ikke skal have, hverken dengang eller nu. Det krævede mod at stå frem, at stå sammen, at skrive jeres beretninger og at overbringe dem til os. Det er godt, at I gjorde det.

Børn skal have det godt. De skal lyttes til og anerkendes for dem, de er, og for det de kan. Det blev I ikke dengang, men det bliver I nu. Vi har set de børn, I var. Vi har hørt de voksne, I er blevet.

For de oplevelser, mange af jer, der var elever, ikke skulle have haft på Gravenshoved Kostskole.

Undskyld.”

De to talspersoner, som står i spidsen for en række tidligere elever, fik hver overbragt en officiel undskyldning til de tidligere elever, de repræsenterer. Den findes også her nedenfor.

Fakta om sagen
Aalborg Kommune drev og ejede i samarbejde med Nordjyllands Amt Gravenshoved Kostskole fra 1964-1991 og samarbejdede med skolen, som var selvejende i 1992-1993.

Den 4. oktober 2021 modtog Aalborg Kommune en officiel klage på vegne af 31 tidligere elever på Gravenshoved Kostskole. Sammen med klagen var en række personberetninger om de tidligere elevers tid på kostskolen.

Personberetningerne indeholdt forhold, som gjorde, at Aalborg Kommune politianmeldte Gravenshoved Kostskole til Syd- og Sønderjyllands Politi og antog advokat Niels Vase fra HjulmandKaptain til at forestå en uafhængig undersøgelse af forholdene på kostskolen.

Aalborg Kommunes byråd har på baggrund af undersøgelsen valgt at give de tidligere elever, der har haft oplevelser, som de ikke skulle have haft en undskyldning. Herudover har byrådet besluttet at få foretaget en undersøgelse af om Aalborg Kommune har mulighed udbetale en eventuel erstatning til tidligere elever på kostskolen.

Officiel undskyldning fra Aalborg Byråd
Byrådet i Aalborg Kommune giver hermed officiel undskyldning til mange af de tidligere elever på Gravenshoved Kostskole.

Undskyldningen kommer fra et enigt byråd, på baggrund af advokatundersøgelsen om forholdene på Gravenshoved Kostskole.

Undskyldningen er til de af jer, der som børn på Gravenshoved Kostskole havde oplevelser, som børn ikke skal have, hverken dengang eller nu.

Det krævede mod at stå frem, at stå sammen, at skrive jeres beretninger og at overbringe dem til os.

Det er godt, at I gjorde det.

Børn skal have det godt. De skal lyttes til og anerkendes for dem, de er, og for det de kan. Det blev I ikke dengang, men det bliver I nu.

Vi har set de børn, I var. Vi har hørt de voksne, I er blevet.

For de oplevelser, mange af jer, der var elever, ikke skulle have haft på Gravenshoved Kostskole.

Undskyld.

På vegne af Aalborg Kommunes Byråd

Thomas Kastrup-Larsen
Borgmester

https://www.aalborg.dk/nyheder/alle-nyheder/2023/02/aalborg-kommune-inviterede-til-moede-for-tidligere-kostskoleelever
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.