35-årig mand idømt et års ubetinget fængsel for grov vold

Profilbillede
dato

En 35-årig mand blev i dag den 16. februar 2024 idømt et års ubetinget fængsel for at have begået grov vold mod en 31-årig kvinde. Anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi er meget tilfredse med dommen.

I dag den 16. februar 2024 blev en 35-årig mand fra Mariagerfjord kommune idømt et års ubetinget fængsel ved Retten i Aalborg efter straffelovens § 245 og § 247 stk. 1 for at have begået grov vold mod en 31-årig kvinde.

”Der er tale om samlivsvold, og der er tale om særdeles rå og brutal vold, hvor kvinden har fået mange skader. Derfor er jeg også meget tilfreds med resultatet i dag, hvor retten fulgte anklagemyndighedens påstand og kunne se, hvor alvorlig den her sag er. Det skal straffen også afspejle,” lyder det fra senioranklager Majbrit Bak, anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi.

Den 35-årige mand blev dømt for bl.a. at have rykket hår ud på offeret, have slæbt hende hen af gulvet, slået med knytnæveslag i ansigtet, sparket i ansigtet, spyttet og bidt offeret. Kvinden pådrog sig tandskade, brækket næse og brud på øjenbund som følge af volden.

Manden blev samtidig dømt for en lidt ældre sag ved at have været kurér for knap 8 kg hash.

Den dømte har været varetægtsfængslet siden den 8. december 2023 og er fortsat varetægtsfængslet henset til retshåndhævelsen.

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi