11 nye besøgshunde bestod optagelsesprøven i Aalborg

TrygFonden Besøgshunde
dato

I starten af september blev plejehjemmet Sofiegården i Aalborg fyldt med logrende haler og forventningsfulde hundeejere. TrygFonden afholdt nemlig optagelsesprøve for nye besøgshundeteams, som ønsker at sprede smil og gode minder på plejehjem og -boliger som en del af TrygFondens besøgshundekorps. 

Til optagelsesprøven skulle hundene igennem en sundhedsundersøgelse og adfærdstest for at TrygFonden kunne sikre sig, at de ville trives med opgaven som besøgshunde. Samtidig var deres ejere til en samtale med personalet fra TrygFonden for at blive klædt på til at dele deres hundeglæde som frivillige. 

Efter optagelsesprøven i Aalborg blev 11 ud af de 17 fremmødte hunde og deres ejere godkendt – og er nu klar til at gøre en forskel som en del af TrygFondens besøgshundekorps. 

Gør en kæmpe indsats for beboere og personale 

TrygFonden har op mod 700 besøgshundeteams, der besøger plejeboliger i hele landet. Men med knap 800 plejehjem i Danmark, er TrygFonden stadig glade for at have fået endnu flere entusiastiske frivillige og deres hunde med i ordningen. 

”Når besøgshundene rykker ud på besøgsstederne, gavner det ikke alene beboerne ved at vække glæde, skabe gode stunder og vække minder. Det hjælper også personalet i deres daglige arbejde, fordi hundene skaber et samtalerum og en mulighed for at komme endnu tættere på beboerne. TrygFondens besøgshundeteams gør en kæmpe indsats for beboere og personale, og vi glæder os meget til at byde endnu flere hunde og hundeejere velkomne,” siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.  

Ifølge en undersøgelse fra TrygFonden oplever samtlige besøgshundeejere i ordningen, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger. 9 ud af 10 oplever endda, at besøgene vækker minder. 

Fakta om TrygFonden Besøgshunde  

  • TrygFonden Besøgshunde er et korps af omkring 700 besøgshunde og deres frivillige ejere, som besøger beboere på plejehjem og -boliger i Danmark.    
  • TrygFonden har mellem 3. december 2024 og 2. januar 2025 udført en undersøgelse blandt hundeejerne tilmeldt besøgshundeordningen, og heri svarer 98%, at de oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 87% oplever, at besøgene vækker minder. 
  • TrygFondens besøgshundeteams brugte i 2024 mere end 29.000 timer på at besøge beboere på landets plejehjem og -boliger.  
  • TrygFonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010.    
  • TrygFonden afholder optagelsesprøver over hele landet i 2025. I uge 36 blev der afholdt optagelsesprøver i Aalborg, Videbæk og Odense.    
  • Læs mere på www.besogshunde.dk    

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.